Læring gennem passion – Xander skabte sin egen fodboldturnering
Læring gennem passion – Xander skabte sin egen fodboldturnering
Læs hvordan Xander, med hjælp fra sin støttelærer, fik planlagt og stablet en fodboldturnering på benene.
Fodbold som en vej til læring
Han er ikke den, der siger mest, men én ting står hurtigt klart: når snakken falder på fodbold, lyser han op. Det er hans passion – og netop dén blev nøglen til et helt særligt læringsforløb.
Det hele begyndte med en trivselsmåling i klassen. Xander vurderede sin trivsel til 3 ud af 10. Da hans støttelærer, Dorthe, spurgte ind til hvorfor, kom svaret hurtigt: “Jeg keder mig i timerne.” Og hvad skulle der til for at ændre det? Xander tøvede ikke: “En fodboldturnering.”
Dorthe gik i tænkeboks. Hvordan kunne en turnering blive til læring? Svaret blev et projekt, der kom til at involvere to professionelle fodboldklubber og inddrage både dansk, matematik og kreative fag – og som skulle give Xander en helt ny oplevelse af, hvad skolearbejde kan være.
Fra tanke til virkelighed
Planen var ambitiøs: Der skulle laves kampprogram, skrives mails, skaffes præmier og designes plakater.
Xander kastede sig ud i det hele med støtte fra Dorthe. Han skrev beskeder til klassen, kontaktede både AC Horsens og FC København for sponsorater – og fik svar. FCK sendte stickers, og ACH leverede en flot pokal.
Undervejs trænede Xander stavning, tegnsætning og formel kommunikation. Noget, der før virkede meningsløst, gav mening nu – for der sad rigtige modtagere i den anden ende.
At turde tage ordet
Noget af det, Xander tidligere havde haft svært ved, var at stå foran klassen og fremlægge. Men med turneringen som ramme blev det anderledes. Han turde tage ordet og stå i front, og han præsenterede kampprogrammet, forklarede regler og stod i spidsen for hele arrangementet. Selv skolelederen og pedellerne blev involveret – Henrik som dommer og Torben skaffede fodboldmål.
Jo længere projektet skred frem, jo mere selvstændig blev Xander. Han lærte at vedhæfte filer, skrive mails og arbejde med tegnsætning. Kreativiteten fik også plads, da han lavede plakater og diplomer, som han stolt delte ud efter turneringen.
Et særligt møde med AC Horsens
Inden turneringen skulle Dorthe og Xander sammen hente pokalen, som AC Horsens havde sponsoreret. “Jeg havde bare en lille pose med til pokalen, så den kunne næsten ikke være der,” griner Dorthe.
Selvom Xanders hjerte for alvor banker for FCK, så havde han og Dorthe nogle gode timer på Horsens stadion. Der var tid at gå rundt og se forskellige områder og få et kig ind i VIP-loungen.
Inden de mødte ind på stadion, var der også tid til en snak om, hvordan man bedst præsenterer sig selv, når man møder andre. Det er en lektion, som kan tages med resten af livet, fordi et godt førstehåndsindtryk kan være med til at bane vejen for mange gode samtaler og nye muligheder.
Mere end bare fodbold
Da dagen kom, var forventningerne høje – og de blev indfriet. Klassen heppede, jublede og havde en fantastisk dag. Xander stod til sidst frem og uddelte pokal, diplomer og kage, som hans mor havde bagt med fodboldtema.
“Der var god stemning hele vejen,” fortæller Xander. “Alle heppede på hinanden.”
Projektet sluttede med turneringen, men læringen fortsætter. Xander har fået nye kompetencer, større selvtillid og en oplevelse af, at skolearbejde kan give mening, når det tager udgangspunkt i noget, man brænder for.
Og fodbolden? Det spiller han stadig – nu med fornyet energi – i klubben Horsens Freja.
Kom til næste åbent hus eller ring til os, hvis du vil høre mere
Vil du høre mere om, hvordan det er at være elev på skolen? Så mød op til næste Åbent Hus, hvor du kan møde nuværende elever og se vores skole.
Vil du gerne høre om der er ledige pladser eller hvordan ventelisten ser ud, så ring til vores administration.
Få et indblik i vores hverdag
Tidligere indlæg






