Trygge rammer, jord under neglene og faglig ballast i børnehaven
Det er mandag formiddag og garderoben er fuld af snakkende børn, som forsøger at få støvler og regntøj på, så de er klar til mandagstur. Vi skal ud at kigge efter små dyr ved Nørrestrand, og er selvfølgelig ude selvom det regner.
Vi tager ofte på tur om mandagen fx. til Nørrestrand eller kolonihaven, fordi vi har erfaret, at noget særligt sker, når børn bevæger sig i naturen eller bare uden for vante rammer. Snakken går og små nysgerrige øjne lægger mærke til en masse ting, når de finder biller, sten, blade eller leger gemme i krattet. Det er faglighed i børnehøjde, gruppefællesskab og bevægelse i en fin blanding. Vores 3 værdier skal ikke bare eksistere på papiret, men leve i virkeligheden sammen med børnene.
Et fællesskab alle arbejder for lykkes
Børnehavens børn er delt op i grupper, som er deres faste base. Vores grupper hedder Skovmusene, Grævlingerne, Troldænderne, Rævene 1 og Rævene 2. De forskellige stuer besøger hinanden, laver legegrupper på tværs og får sommetider også besøg af de lidt større børn fra skolen, eller de besøger skolen.
Vi arbejder altid med at børnene både er en del af det store fællesskab, såvel som de mindre legegrupper. Personalet har fokus på at nogle børn har brug for guidning i lege og at der holdes øje med at relationerne er sunde. Vores tilgang er at børnene både lærer at et fællesskab handler om hvor givende det er, men at man også selv skal give tilbage til fællesskabet.
Læring og erfaring gennem bevægelse
Vi er certificeret DGI-børnehave, hvilket betyder, at vi har et særligt fokus på bevægelse og kropslig læring. Det betyder, at bevægelse er en naturlig del af hverdagen og vi taler og lærer om kroppen og kroppens evner såvel som grænser. Vi er aktive både inde og ude. Fx i GymHouse i den store idrætssal, vi leger i kolonihaven, ved Nørrestrand eller laver sansebaner. Målet er, at børnene mærker, at kroppen kan mange ting og at bevægelse er sjovt, ikke en pligt. Hvis børnene ikke klatrer, hopper og udfordrer deres grovmotoriske evner, finder du dem måske til afslapningssession, hvor vi laver børnemeditation og ligger stille og slapper af i krop og hoved.
Vores børnesyn
Vores børnesyn handler grundlæggende om at møde hvert barn, der hvor det er.
I praksis betyder det fx, at vi godt kan have en plan, men når et barn pludselig finder en flot sommerfugl, så tager vi tid til at stoppe op, kigge med, spørger og lader nysgerrigheden føre os et sted hen, vi ikke vidste, vi skulle.
Vi kalder det at følge i børnenes spor. Det kræver pædagoger, der er til stede, ikke bare fysisk, men mentalt. Dem, der lægger mærke til, at et barn sidder lidt for sig selv, husker hvad der skete i går, og tager tråden op i dag.
Vores kerneopgave er at sikre børnenes trivsel, udvikling, dannelse og læring gennem forpligtende fællesskaber, respektfulde relationer og tydelige, omsorgsfulde rammer. Det er ikke kun noget, vi hænger på væggen. Det er noget, vi praktiserer og øver hver dag.
Faglighed i børnehøjde
Vi arbejder med 6 temaer årligt, som skal hjælpe det enkelte barns udvikling og sikre et stærkt fællesskab. Vi oversætter vores faglighed og viden, så det fungerer i børnehøjde.
Alsidig personlig udvikling: handler om at turde. Turde hoppe ned fra det høje sted. Turde sige fra og prøve den mærkelige mad. Vi holder “Pippi Langstrømpe-dag”, hvor vi snakker med børnene om, hvad normer egentlig er – og hvorfor vi har dem.
Social udvikling: handler om at give og tage. At vente sin tur ved samlingen, lytte når en anden fortæller og forhandle i legen, i stedet for bare at trække stikket. Vi bruger “Fri for mobberi”-materialet som redskab til at sætte ord på følelser og sociale situationer – og hele personalegruppen er uddannet i det.
Kommunikation og sprog: er ikke kun et tema for de børn, der har svært ved sproget, men noget, vi prioriterer for alle. Vi øver rim og remser. Vi har en sprogpædagog, der kan opdage udfordringer tidligt og sætte ind med målrettede forløb.
Krop, sanser og bevægelse: Vi laver sansebaner, børne-OL og motorikscreeninger to gange om året. Vi danser, klatrer, gynger, laver massage og eksperimenterer med vand og mudder. Og vi hjælper børnene med at mærke, hvornår de er sultne, kolde eller trætte.
Natur, udeliv og science: Vi laver naturbingo, undersøger hvad der flyder og hvad der svæver og har haft kommunens naturvejleder med ud. Vi arbejder på at kvalificere os til De Grønne Spirer-flaget. I 2024 fik vi tre el-ladcykler, som har udvidet vores radius for spontane ture.
Kultur, æstetik og fællesskab: folder sig ud, når børnene maler med vand på muren udenfor, laver skraldekunst af det, de har samlet op, former i ler eller ser teater. Vi deltager i julegudstjeneste og skolens forårskoncert og skolens musiklærer har faste ugentlige timer i børnehaven.
Forældresamarbejde og inddragelse
En godt børnehaveliv kræver et godt samarbejde med forældrene.
Inden et barn starter, tager vi en samtale og et for-besøg. Tre måneder inde i forløbet holder vi en statussamtale, så vi tidligt kan tage fat, (hvis noget ikke fungerer) med henblik på at skabe en god relation til jer forældre samt koordinere eventuelle tiltag. Vi sender ugentlige opslag på Famly om, hvad børnegruppen har lavet.
Hver måned skriver ledelsen et brev, der bl.a. fortæller, hvilket læreplanstema der er i fokus, så forældrene kan tage tråden op derhjemme. Vi inviterer jævnligt til forældrekaffe, hvor det er muligt at få en uformel snak med andre forældre og personalet. Derudover inviterer vi til to årlige fællesforældremøder, hvor man kan høre mere om, hvad der rører sig på stuerne, samt hvilket pædagogisk fokus der er.
Derudover har vi et Forældreindflydelsesorgan, FIO, der samarbejder tæt med ledelsen om alt fra indretning af legepladsen til større pædagogiske spørgsmål.
Få et indblik i vores hverdag
Tidligere indlæg






